Mellemgruppen på As friskole består af 4. – 6. Klasse
Vi ønsker at skabe et spændende undervisningsmiljø, med en god balance mellem børnenes lyst til at lære og et højt fagligt niveau.
Miljøet vil tage afsæt i differentierede muligheder for det enkelte barn, således at barnets mange intelligenser kan udvikles.
Tilgang til fagene bygger videre på indholdet i Lillegruppen (0.-3. klasse).
Målet er at forberede den enkelte elev bedst muligt til Storegruppen (7.-8. Klasse)
I Mellemgruppen vægter vi:
- Tillid og respekt overfor hinanden som mennesker
- Traditioner
- Fællesskab
- Medansvar for egen læring
- Læring gennem erfaringer og oplevelser
- Arbejde med sociale kompetencer og spilleregler
- Høj faglighed, som forbereder til Storegruppen (7.-8. klasse)
Arbejdsform og det sociale liv
I Mellemgruppen arbejder vi ud fra at styrke det enkelte barns kompetencer, til at forstå og navigere i samfundet. Det enkelte barn skal tilegne sig såvel faglige som sociale kompetencer. Vi arbejder ud fra at det enkelte barn skal være i balance med sig selv. Fællesskabet styrkes i Mellemgruppen via fælles forløb og diskussioner om emner som: sociale spilleregler.
Målet er, at børnene både lærer at passe på sig selv og begå sig blandt andre.
Det er vigtigt, at børnene møder nogle engagerede og interesserede lærere, som brænder for at give deres viden videre. Hvor det er muligt, inddrages eleverne efter modenhed i en række beslutninger. Målet er at øge elevernes eget engagement og deltagelse.
Skolen og familien
Der er et tæt samarbejde mellem skole og hjem. Vi prioriterer samtalen mellem skole og hjem højt, og har jævnligt en snak med forældre på gangen eller over telefonen.
Samarbejdet kommer yderligere til udtryk gennem en række fællesarrangementer i løbet af året, som forældre og elever og de involverede lærere træffer beslutninger om. Disse arrangementer tager ofte udgangspunkt i skolens hverdag eller emneuger.
Forældrenes engagement og fremmøde til bl.a. arbejdslørdage, kørsel til ekskursioner, hjælpende hånd til skolens traditionsdage etc., har stor indflydelse på skolens dagligdag.
Morgensang
En væsentlig del af skolens hverdags liv er morgensangen, – som er fælles for hele skolen. Forældre er velkomne til at deltage. På skift står skolens lærere for dagens fælles start, som udover to sange indeholder lidt fortælling, oplæsning, eller lignende. Morgensang kan også være rammen for at en klasse præsenterer et projekt eller lign.
Dagens fødselarer bliver hyldet, de første forårstegn vist frem, den længste mælkebøtte-stilk bliver målt, gåden bliver løst… og meget mere.
Undervisning
Vi følger folkeskolens fagrække og de krav, der er givet fra Undervisningsministeriet.
Vi supplerer med andre fag, da As Friskole er en heldagsskole.
Fagplaner for de enkelte fag kan endvidere findes på skolens hjemmeside.
Der bliver samarbejdet på tværs af klasserne såvel i fag som projekter. Disse forløb kan ligge i såvel emneuger som i almindelige uger. Projekterne ender ofte med et produkt i form af en udstilling eller lignende. Mellemgruppen deltager også med indslag til morgensang.
Klasserne ligger dør om dør og kan kobles via foldedøre mellem klasserne.
Mellemgruppen har ugentlige støttetimer. Støttetimerne er en form for to-lærer system.
Humanistiske fag: Dansk, læsetime, fortælling (historie og kristendom), engelsk og tysk (6. klasse har tysk for at få et større udbytte af lejrskolen til Østrig i Storegruppen).
Naturvidenskabelige fag: Matematik og natur/teknik.
Praktisk/musiske fag: Idræt: - svømning for 4. klasse, musik, håndarbejde, billedkunst, sløjd og hjemkundskab. 6. klasse arbejder med drama og opfører et skuespil til forårs-skolefesten.
Afleveringsopgaver i enkelte fag, vil være en del af elevernes hjemmearbejde.
Der må forventes en del hjemmearbejde – mere i 6. klasse end i 4. klasse.
6. klasse snuser til en større projektopgave.
Der vil herudover være læseprøver og regne/matematik prøver.
Erhvervsorientering og studievejledning varetages i samarbejde mellem Hedensted Kommune og As Friskoles egen vejleder.
4. klasse: fiskeri, landbrug, industri, serviceerhverv, turisme og familie.
5. klasse: emnet ” Lokalområdets erhverv”
6. klasse: ”Uddannelsesbog”- drømme og forventninger til fremtiden og uddannelse.
Emneuger
Der er fire emneuger fordelt på skoleåret. Emneugerne er oftest på tværs af de tre klasser.
En emneuge i efteråret kan fx være en engelsk faguge; – at blive fortrolige med det engelske sprog via kropslige udtryk og forskellige sproglege.
I december måned er der en emneuge, hvis titel fx kan være ”fra ide til produkt” – eleverne arbejder med kreative processer.
I foråret er der en faguge med matematik, natur/teknik, dansk eller kreative fag.
Sidst på skoleåret er der en fælles emneuge for hele skolen. Her er 6. klasse med i et forløb, som introducerer dem til Storegruppen.
Lejrskole
I Mellemgruppen tager vi på lejrskole i alle tre klasser på alle tre årgange. Vi prioriterer en fælles lejrskole, da dette er med til at bygge ”bro” mellem de enkelte klassetrin.
I løbet af de tre år i Mellemgruppen, tager vi på to ture med en enkelt overnatning, og på en tur med to overnatninger. En gang i løbet af de tre år tager vi til Vingsted Historiske Værksted med minimum en overnatning.
IT
I Mellemgruppen lærer eleverne at beherske tekstbehandling og regneark, og får kendskab til Powerpoint, Mediator samt Moviemaker. Eleverne lærer at bruge internettets søgemuligheder i forbindelse med deres opgaver/projekter.
Vi vil via DR-skole få mulighed for at opkvalificere undervisningen inden for alle fag via lyd og billeder fra DR’s arkiv.
Beskedsystemet på vores hjemmeside bliver anvendt aktivt og giver skolens brugere muligheder i forbindelse med kommunikation og synliggørelse. Eleverne kan fx se deres lektier på skolens hjemmeside, og aktuelle billeder og projekter formidles her.
Mellemgruppens profil
Download Profil Mellemgruppen



